Den her aftale indgås automatisk, når du opretter dig. Du skal ikke underskrive noget. Den gælder mellem dig som dataansvarlig og Otto som databehandler, og den opfylder kravet i databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 3, om at der skal foreligge en skriftlig aftale.
Dataansvarlig: den virksomhed, der har oprettet en konto hos Otto. Det er dig. Du bestemmer, hvilke henvendelser der sendes videre, og hvad de bruges til.
Databehandler: Otto, drevet af HMR Drive ApS, CVR-nr. 45954749, Norsgade 2, 1. 2., 8000 Aarhus C, tobias@bendsen.name.
Otto behandler det, der står i de henvendelser, du selv sender videre. Vi vælger ikke indholdet, og vi henter ikke noget selv.
Følsomme oplysninger hører ikke til her. Otto er bygget til almindelige forespørgsler om ydelser og priser. Send ikke helbredsoplysninger, CPR-numre, fagforeningsforhold eller andet fra artikel 9 og 10 videre. Sker det alligevel, fordi en afsender selv skriver det, behandles det efter denne aftale. Men systemet er ikke indrettet til det, og du bør overveje at lade være med at videresende den slags post.
Otto behandler kun oplysninger efter din dokumenterede instruks. Din instruks er: de indstillinger, du har valgt på din egen side (ydelser, priser, tone, forbehold, loft og tilstand) sammen med denne aftale. Ændrer du indstillingerne, ændrer du instruksen.
Mener Otto, at en instruks strider mod databeskyttelsesreglerne, får du besked, inden den følges.
De foranstaltninger, der faktisk er truffet, ikke en hensigtserklæring:
Du giver hermed generel godkendelse til brug af underdatabehandlere. Den til enhver tid gældende liste står på /underdatabehandlere.html og er en del af denne aftale.
Tilføjes eller udskiftes en underdatabehandler, får du besked på mail mindst 30 dage før. Kan du ikke acceptere ændringen, kan du opsige uden varsel og uden betaling for den resterende periode.
Én overførsel finder sted: selve modelkaldet til Anthropic i USA. Det er henvendelsens tekst plus dine egne oplysninger om ydelser og tone. Grundlaget er EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser. Alt andet (mail, database, drift) ligger i EU.
Du har ret til at føre tilsyn. I praksis: du kan bede om dokumentation og få den, og du kan få en gennemgang af opsætningen. Ønsker du en revision på stedet, aftales tid og omkostning på forhånd. Det er ikke et nej, men det er en lille virksomhed, ikke en driftsorganisation med et revisionsteam.
Kun jeg har adgang til driftssystemerne. Der er ingen ansatte og ingen underleverandører med menneskelig adgang til dine data. Skulle det ændre sig, opdateres denne aftale, og du får besked efter fristen i punkt 6.
Ved ophør slettes alle personoplysninger senest 90 dage efter. Beder du om sletning før, sker det inden for 30 dage. Du kan i stedet bede om at få dem udleveret først. Bogføringsmateriale (altså fakturaer, ikke henvendelser) opbevares i fem år, fordi bogføringsloven kræver det.
Ændres aftalen, får du besked på mail mindst 30 dage før. Ansvar følger handelsbetingelserne. Dansk ret, danske domstole.
Det her er skrevet af mig, ikke af en advokat. Det dækker kravene i artikel 28 punkt for punkt, og hver eneste sikkerhedsforanstaltning i punkt 5 er noget, der faktisk er bygget, ikke noget, der lyder godt. Men før der er mange kunder, bør det læses igennem af en, der har forstand på det.